I juli 1952 trådte Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab – også kaldet Kul- og Stålunionen – i kraft. Det bestod af seks lande: Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene (dvs. Belgien, Nederlandene og Luxembourg). Formålet var at samle landenes kul- og stålindustri under én fælles, uafhængig myndighed.

Baggrunden var de gentagne krige mellem Tyskland og Frankrig, ofte udløst af kampen om kontrol over ressourcerige områder, især kul og stål, som er vigtige for våbenproduktion. Ved at gøre disse ressourcer fælles, ville man gøre det praktisk talt umuligt at føre krig mod hinanden igen.

Initiativet kom fra den franske udenrigsminister Robert Schuman, som den 9. maj 1950 fremlagde den såkaldte Schumanerklæring. Planen var i høj grad udarbejdet af Jean Monnet, en fransk økonom og diplomat, som ofte kaldes arkitekten bag det europæiske samarbejde. Deres vision var at skabe et »fredens projekt«, der kunne forhindre nye krige i Europa.

Selv om Kul- og Stålunionen var starten på det europæiske samarbejde, blev den delvis overflødig, da de samme seks lande i 1958 oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF). Derfor er unionen i dag mindre kendt. 

Traktaten om Kul- og Stålfællesskabet gjaldt i 50 år og udløb først den 23. juli 2002. Indtil da eksisterede det som en selvstændig juridisk enhed, selv om det efterhånden blev tæt integreret i EF.

Vidste du?

Har du lagt mærke til, at mange busser kører med EU-flag den 9. maj?

Hvert år den 9. maj fejrer man Europadagen i hele EU. Dagen markerer årsdagen for Schumanerklæringen, som blev fremlagt den 9. maj 1950 af den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman. I erklæringen foreslog han, at Frankrig og Tyskland skulle samle deres produktion af kul og stål under en fælles myndighed. Det skulle gøre krig mellem de to lande både utænkelig og praktisk umulig – og blev startskuddet til det europæiske samarbejde, som senere udviklede sig til EU.

Derfor betragtes den 9. maj som en slags fødselsdag for EU og det europæiske samarbejde. Dagen fejres i mange medlemslande som en hyldest til fred og sammenhold i Europa. I Danmark markerer Folketinget dagen ved at flage med EU-flaget side om side med Dannebrog ved hovedindgangen. Og mange busser kører med et EU-flag og Dannebrog på den dag. I EU’s egne institutioner – som f.eks. Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen – holdes der åbent hus, hvor borgere kan komme på besøg og lære mere om EU’s arbejde.

I marts 1957 underskrev seks europæiske lande – nemlig Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux-landene (dvs. Belgien, Nederlandene og Luxembourg) – Romtraktaten. Det var et mere forpligtende samarbejde end det tidligere Kul- og Stålfællesskab og markerede starten på Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EF), som trådte i kraft den 1. januar 1958. Det er den organisation, der udviklede sig til det, vi i dag kender som Den Europæiske Union (EU).

Selv om samarbejdet dengang ikke var lige så omfattende som i dag, lagde Romtraktaten allerede dengang op til et tættere samarbejde. I traktaten stod der nemlig, at man ønskede »at opbygge grundlaget for en union mellem de europæiske folk, som uden ophør gøres stadig snævrere«. 

Et af de vigtigste mål i Romtraktaten var at oprette et fælles marked. Det betød, at der skulle være fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital – det, man i dag kalder de fire friheder. Idéen var at fjerne told mellem medlemslandene og i stedet indføre en fælles toldsats over for lande uden for fællesskabet. Derudover blev man enige om en fælles konkurrencepolitik og en vis ensretning af love og regler på udvalgte områder.

Tanken bag det fælles marked var, at alle medlemslandene ville stå stærkere økonomisk, hvis de arbejdede sammen. I stedet for at hvert land kun fokuserede på sit eget hjemmemarked og skulle eksportere til andre lande med forskellige regler og toldsatser, ville man skabe ét stort, samlet marked med fælles spilleregler.

Vidste du?

Hvorfor skriver I Vesttyskland og ikke Tyskland?

Du har måske lagt mærke til, at der står Vesttyskland og ikke Tyskland? Det skyldes, at Tyskland fra 1949 til 1990 var delt i to separate stater som følge af den kolde krig: Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) i vest (normalt blot kaldt Vesttyskland) og Den Tyske Demokratiske Republik (DDR) i øst.

Det var kun Vesttyskland, der deltog i det europæiske samarbejde – Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og senere EF (det, der i dag hedder EU). Østtyskland var nemlig under stærk indflydelse fra Sovjetunionen, som bestemte meget over landets politik og samarbejdede militært gennem Warszawa-pagten – en slags sovjetisk version af NATO.  Østtyskland havde derfor ikke politisk eller økonomisk tilknytning til Vesteuropas samarbejdsprojekter.

Først med den tyske genforening den 3. oktober 1990, året efter Berlinmurens fald, blev de to Tysklande samlet til ét. I modsætning til andre tidligere kommunistiske lande i Østeuropa, som måtte gennem lange optagelsesforhandlinger for at blive medlemmer af EU, blev Østtyskland automatisk en del af EF som følge af genforeningen. Det skete ved, at Østtyskland blev indlemmet i den eksisterende Forbundsrepublik Tyskland, som allerede var medlem.

Danmark ansøgte sammen med Irland og Storbritannien første gang om medlemskab i 1961. Men den daværende franske præsident, krigshelten fra 2. verdenskrig Charles de Gaulle, modsatte sig især det britiske medlemskab.

Han var skeptisk over for Storbritanniens tætte forhold til USA og det britiske Commonwealth (et samarbejde med tidligere kolonier). Han mente nemlig, at Storbritannien ville stille for mange særkrav. Derfor nedlagde Frankrig i 1963 veto mod deres optagelse. Fordi både Danmark og Irland var tæt knyttet til Storbritannien økonomisk, betød det, at vi heller ikke kunne blive optaget. 

I 1967 forsøgte Danmark, Storbritannien og Irland igen at blive medlemmer – men endnu en gang sagde Frankrig nej. Først da de Gaulle gik af som præsident i 1969, blev vejen for dansk medlemskab banet. I 1970 genoptog de tre lande deres ansøgninger, og alle tre blev optaget i EF den 1. januar 1973.

Folkeafstemning i Danmark

Før Danmark kunne blive medlem af EF (nu EU), skulle der afholdes en folkeafstemning. Det skyldtes Grundlovens § 20. Den siger, at Danmark kun kan overføre suverænitet (altså beslutningsmagt) til internationale organisationer, hvis fem sjettedele af Folketingets medlemmer stemmer for, eller der bliver afholdt en folkeafstemning. Da der ikke var det nødvendige flertal i Folketinget, blev det besluttet at spørge befolkningen direkte.

Folkeafstemningen fandt sted den 2. oktober 1972. Hele 90,1 pct. af de stemmeberettigede danskere deltog. Af dem stemte 63,4 pct. ja til, at Danmark skulle blive medlem af EF.

Grundlovens §20

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Vidste du?

Norge ansøgte om men kom aldrig med i EF

Norge søgte faktisk også om medlemskab af EF sammen med Danmark, Storbritannien og Irland alle tre gange.

Men i modsætning til de andre tre lande blev Norge aldrig optaget, fordi den norske befolkning (med 53,3 pct) stemte nej ved en folkeafstemning d. 25. september 1972.
Et nyt forsøg blev gjort, da Sverige og Finland (og Østrig) søgte om optagelse i EU. Men endnu engang sagde den norske befolkning nej tak ved en folkeafstemning (d. 28. november 1994 med 52,2 pct. nej-stemmer).

I dag er Norge stadig ikke medlem af EU, men deltager gennem EØS-aftalen og er dermed f.eks. en del af Det Indre Marked. I podcasten om Danmarks optagelse forklarer historiker Bo Lidegaard, hvorfor det ikke var så attraktivt for Norge at blive medlem af EU.

På det første møde efter det første direkte valg skulle Europa-Parlamentet finde sin første formand. Det blev franskmanden Simone Veil. Simone Veil var tidligere sundhedsminister i Frankrig, under anden verdenskrig var hun fange i koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau, og hun var kendt for at få kæmpet en lov igennem, der gjorde abort lovlig i Frankrig i 1975.

Før 1979 havde Europa-Parlamentet mest en rådgivende rolle i EF-systemet. Men med det direkte valg fik Europa-Parlamentet en styrket stemme og demokratisk legitimitet, og det kunne begynde at tilkæmpe sig mere magt. I dag laver Europa-Parlamentet budgettet og er medlovgiver sammen med Ministerrådet på næsten alle EU’s politikområder.

Idéen med Den Europæiske Fællesakt var at gøre europæisk industri mere konkurrencedygtig. For at nå det mål blev over 300 tekniske handelshindringer fjernet – f.eks. afskaffede man regler og krav, som gjorde det svært at sælge varer på tværs af landegrænser. 

Fra 1987 og frem til 1993 arbejdede EU-landene intensivt med at vedtage nye love og regler, så det indre marked kunne blive en realitet.

Det indre marked trådte officielt i kraft i 1993 og bygger på de fire friheder: fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital.

Fælles udenrigspolitik og mere magt til EU-institutionerne

Siden 1970’erne havde EU-landene haft et uformelt samarbejde om udenrigspolitik. Med Fællesakten blev samarbejdet gjort formelt, og for første gang formulerede landene en fælles udenrigspolitik. Hvert land havde dog stadig vetoret.

Flere beslutninger med flertal – ikke enstemmighed

Fællesakten gav også mere magt til Europa-Parlamentet og ændrede måden, EU træffer beslutninger på. Før 1987 skulle næsten alt vedtages enstemmigt, hvilket ofte gjorde det svært at komme videre. Med Fællesakten blev det muligt at bruge kvalificeret flertal på visse områder. Det betyder, at 55 pct. af medlemslandene (dvs. mindst 15 ud af 27 i dag), som tilsammen repræsenterer mindst 65 pct. af EU’s befolkning, skal være enige, før et forslag kan vedtages. Det gjorde det lettere og hurtigere for EU at træffe fælles beslutninger.

Dansk folkeafstemning i 1986 om ”EF-pakken”

I 1986 stod den borgerlige regering under Poul Schlüter (konservativ) over for modstand i Folketinget mod den såkaldte EF-pakke, som blev det danske populære udtryk for Den Europæiske Fællesakt, som regeringen anbefalede. Da regeringen ikke kunne samle et flertal, valgte Schlüter at udskrive en vejledende folkeafstemning – ikke fordi Grundloven krævede det, men for at lægge politisk pres på Folketinget.

Resultatet blev, at 56 pct. af vælgerne stemte ja. Valgresultatet fik et flertal i Folketinget til at godkende pakken.

Vidste du?

Medlemslandene har vetoret på særligt følsomme samarbejdsområder

Langt de fleste afstemninger i Ministerrådet bliver afgjort med kvalificeret flertal. Men medlemslandene har vetoret, når det kommer til særlig følsomme samarbejdsområder.

Det gælder f.eks. inden for udenrigspolitik, sikkerhedspolitik, indirekte skatter og afgifter, vedtagelse af sanktioner og visse sociale spørgsmål.

For at bruge vetoretten skal et medlemsland aktivt sige, at de er imod forslaget. Med andre ord: Stemmer et land ikke – eller siger det ikke, at det er uenigt – så tæller det som et ja.

I Danmark blev Maastrichttraktaten sendt til folkeafstemning i juni 1992. Et meget snævert flertal af danskerne – det var kun godt 46.000 stemmer, der adskilte ja- og nejsiden, nemlig 50,7 pct. – stemte nej. Det skabte en politisk krise både i Danmark og Europa. Alle EU-landene skulle nemlig godkende traktaten, før den kunne træde i kraft. Det danske nej blokerede derfor udviklingen ikke bare herhjemme, men i hele Europa.

For at finde en løsning lavede flere af de danske partier en aftale, som blev kaldt det nationale kompromis. Aftalen gik ud på, at Danmark kunne godkende traktaten – men med nogle undtagelser.

Med det nationale kompromis i ryggen forhandlede Danmark med de andre EU-lande i Edinburgh. Resultatet blev de fire danske forbehold (Edinburghafgørelsen):

• Euroforbeholdet – Danmark deltager ikke i euroen.
• Retsforbeholdet – Danmark står uden for dele af det retlige samarbejde.
• Forsvarsforbeholdet – Danmark deltager ikke i EU’s militære samarbejde (dette blev ændret ved folkeafstemningen i 2022).
• Unionsborgerskab – Danmark understregede, at EU-borgerskab ikke erstatter dansk statsborgerskab.

I maj 1993 skulle danskerne igen stemme om Maastrichttraktaten (med de danske forbehold). Hele 86,5 pct. af danskerne stemte, og 56,7 pct. stemte for aftalen. Med det danske ja kunne Maastrichttraktaten endelig træde i kraft.

 Vidste du?

Forbeholdet, som (næsten) forsvandt

Et af de fire danske EU-forbehold handler om unionsborgerskab. Det skulle sikre, at EU-borgerskab ikke erstatter dansk statsborgerskab, men blot giver ekstra rettigheder – som f.eks. retten til at bo, arbejde og studere i andre EU-lande.

Formålet med forbeholdet var at berolige danskerne med, at deres nationale identitet og statsborgerskab ikke ville blive svækket. 

I dag gælder forbeholdet formelt stadig, men i praksis er det blevet overflødigt. Amsterdamtraktaten fra 1999 slog nemlig fast, at EU-borgerskab altid er et supplement til nationalt statsborgerskab – og det gælder nu for alle EU-borgere, ikke kun danskerne. 

Europa-Parlamentet havde eksisteret siden 1979, hvor borgerne for første gang kunne vælge deres repræsentanter. Men det var først med Amsterdamtraktaten, at Europa-Parlamentet blev en ligeværdig medlovgiver sammen med Ministerrådet på mange områder.

I dag bliver størstedelen af EU’s lovgivning vedtaget i fællesskab af de to institutioner – det gør beslutningsprocessen mere demokratisk. Traktaten gjorde også det danske forbehold om unionsborgerskab (fra 1993) reelt overflødigt. Det blev nemlig skrevet direkte ind i traktatteksten, at EU-borgerskab er et supplement til nationalt statsborgerskab – og det gælder nu for alle EU-borgere, ikke kun danskere.

Et andet vigtigt punkt i Amsterdamtraktaten var, at Schengenaftalen blev en officiel del af EU-samarbejdet. Schengen handler om fri bevægelighed og fælles regler for grænsekontrol. Det betyder:

• Der er ingen grænsekontrol mellem de fleste EU-lande.
• Der er fælles regler for, hvordan man kontrollerer EU’s ydre grænser.
• Det bliver lettere at rejse, arbejde og studere på tværs af landegrænser.

I dag deltager alle EU-lande undtagen Irland og Cypern i Schengensamarbejdet. Derudover er Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz også med – selv om de ikke er medlemmer af EU.

Den stor udvidelse i 2004 var resultatet af en udvikling, som startede med den kolde krigs afslutning. Det ændrede nemlig både Europakortet og den geopolitiske situation i Europa. Danmark har spillet en stor rolle i udvidelsen og har fra start af været en stor fortaler for at udvide EU efter afslutningen på den kolde krig. 

Københavnskriterierne er – som navnet antyder – besluttet i København under det danske EU-formandskab i 1993. Københavnskriterierne fastsætter krav til demokrati, retsstatsprincipper og markedsøkonomi for nye medlemslande. Og det var under et andet dansk EU-formandskab (2002), at den endelige aftale om den store udvidelse med ti nye lande blev underskrevet. 

Allerede i 1980’erne var EU (daværende EF) blevet udvidet igen (efter at Danmark, Irland og Storbritannien var blevet medlemmer i 1973). Både Grækenland (1981) og lidt senere Portugal og Spanien (1986) var blevet demokratier (efter en årrække som diktaturer) og kunne derfor blive medlem af EU.

Efter afslutningen på den kolde krig blev det muligt for de tre neutrale lande Finland, Sverige og Østrig at søge om medlemskab af EU (1995). Det havde været utænkeligt indtil Sovjetunionens opløsning i 1991.

De ti lande, der blev medlemmer i 2004, havde alle været enten en del af Sovjetunionen eller under stærk sovjetisk indflydelse. Det samme gjaldt Rumænien og Bulgarien, som blev medlem i 2007, og Kroatien, som blev medlem i 2013.

Der var samtidig et folkeligt pres for mere demokrati og gennemsigtighed, hvilket førte til borgerinitiativet. Der skal minimum 1 million underskrifter fra borgere i syv forskellige EU-lande til for at få opbakning til et borgerinitiativ. Det er lykkedes hele 10 gange per januar 2025.

Til sammenligning skal man have 50.000 underskrifter, for at et borgerforslag skal tages op i det danske Folketing.  

Vidste du?

Ministerrådet er faktisk ikke ét råd, hvor de samme mennesker mødes hver gang

Hvem der deltager i møderne afhænger af, hvilket emne eller politisk område der diskuteres. Er emnet eksempelvis landbrug, så er det medlemslandenes landbrugsministrene, der mødes. Og er det i stedet transport, så er det transportministrene, som mødes.

Der findes ti forskellige grupper af ministre, som kan samles i Ministerrådet. I travle perioder kan der derfor godt være flere danske ministre, som deltager i møder i Ministerrådet på samme dag.

Ministerrådets officielle navn er i øvrigt Rådet for Den Europæiske Union, men betegnelsen bruges kun i formelle sammenhænge. 

Storbritannien har i mange år haft et mere kritisk forhold til EU end mange andre medlemslande. Der var en følelse i visse dele af befolkningen af, at EU havde for meget magt over britiske love og regler – især når det gjaldt indvandring, økonomi og national suverænitet. Deres økonomiske og politiske bånd til Commonwealth (tidligere kolonier) og USA har desuden ofte vejet tungere end integration med landene på det europæiske kontinent.

I juni 2016 blev der derfor afholdt en folkeafstemning om britisk medlemskab af EU. Resultatet var tæt:

51,9 pct. stemte for at forlade EU, mens 48,1 pct. stemte for at blive. Afstemningen blev kendt som brexit – en sammentrækning af British exit.

Selv om briterne stemte for at forlade EU i 2016, tog det næsten 4 år at forhandle vilkårene for udtrædelsen. Det skyldtes bl.a. uenighed om handel mellem Storbritannien og EU, grænsen mellem Irland og Nordirland (som nu blev en ydre EU-grænse), og hvordan man skulle beskytte borgernes rettigheder på begge sider.

Den endelige udtrædelsesaftale trådte i kraft den 31. januar 2020, og fra 1. januar 2021 ophørte Storbritannien også med at være en del af EU’s indre marked og toldunion.

Brexit var et chok for mange i EU og rejste spørgsmål om sammenholdet i unionen. Men i stedet for at føre til flere udmeldelser, førte det faktisk i stedet til en periode med øget opbakning til EU i mange medlemslande, herunder Danmark – måske fordi befolkningerne oplevede de negative konsekvenser på bl.a. økonomien, som Brexit medførte i Storbritannien. Samtidig betød brexit dog også, at EU mistede et af sine største medlemslande, som både var en økonomisk stormagt og ikke mindst en vigtig udenrigs- og sikkerhedspolitisk aktør.

Vidste du?

Grønland forlod EF før Storbritannien

Grønland forlod faktisk EF (det nuværende EU) allerede i 1985 – som det første område nogensinde. Men situationen var meget anderledes end den, vi så med brexit. Grønland er nemlig ikke et selvstændigt land, men et selvstyrende område under Danmark, og derfor var processen både mindre omfattende og mindre politisk dramatisk.

Det grønlandske exit skete, efter at Grønland i 1979 fik hjemmestyre og dermed større selvbestemmelse. Det førte til et ønske om at få mere kontrol over egne naturressourcer, især fiskeriet, som er en afgørende del af Grønlands økonomi. Mange grønlændere mente, at EF’s fælles fiskeripolitik stod i vejen for dette.

Derfor blev der i 1982 afholdt en vejledende folkeafstemning, hvor et flertal stemte for at forlade EF. Udtrædelsen blev gennemført i 1985 og skete i god ro og orden gennem forhandlinger med EF. 

Grønland forlod dermed det europæiske fællesskab, men har siden haft en særlig tilknytningsaftale som oversøisk land og territorium (OLT), hvilket giver adgang til visse dele af EU’s indre marked – især for fisk og skaldyr.

En pudsig detalje: Grønland er faktisk ikke det første område, der forlader EF/EU. Det var Algeriet, som i 1962 blev selvstændigt fra Frankrig. Indtil da gjaldt Rom-traktaten i al væsentlighed for Algeriet – ligesom for de øvrige franske oversøiske departementer

Den 1. juni 2022 stemte et klart flertal af danskerne for at afskaffe det danske forsvarsforbehold. Det betød, at Danmark for første gang siden 1993 kunne deltage fuldt ud i EU’s fælles forsvars- og sikkerhedspolitik. Det var en historisk beslutning – og første gang, hvor en folkeafstemning i Danmark førte til, at et EU-forbehold blev fjernet.

Baggrunden for afstemningen var den nye sikkerhedspolitiske virkelighed i Europa. Den 24. februar 2022 invaderede Rusland Ukraine, og krigen skabte en stærk følelse af usikkerhed i hele Europa. Regeringen ønskede, at Danmark skulle kunne bidrage til EU’s militære samarbejde og være med til at træffe beslutninger om Europas sikkerhed – på lige fod med de andre medlemslande. Derfor blev der udskrevet en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet.

Ved afstemningen stemte 66,9 pct. ja til at afskaffe forbeholdet, mens 33,1 pct. stemte nej. Resultatet blev altså det største jaflertal ved en dansk EU-folkeafstemning nogensinde. Samtidig var valgdeltagelsen dog én af de laveste, hvor kun 65,8 pct. af danskerne stemte. 

Med afskaffelsen af forbeholdet kan Danmark nu bl.a. deltage i EU’s militære operationer og missioner, være med til at forme EU’s forsvarspolitik, og samarbejde tættere med andre EU-lande om sikkerhed, krisehåndtering og udvikling af militært udstyr. Det danske forsvarsforbehold blev officielt ophævet den 1. juli 2022 som en konsekvens af folkeafstemningen.

Vidste du?

Der har også været folkeafstemninger om to andre danske forbehold

Det er ikke første gang, at en dansk regering har forsøgt at afskaffe et EU-forbehold.

I 2000 stemte et flertal nej til at afskaffe euroforbeholdet, og i 2015 blev et forslag om at erstatte retsforbeholdet med en tilvalgsordning også stemt ned.