Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind II: Arbejderhaver—Benzol / 588 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Balustrade, et Sten-Rækværk ved Trapper, Terrasser ell. Altaner - Balustre, de lodretstaaende bærende Led i et Rækværk (se Balustrade) - Balutschisian, se Belutshistan - Baluze, Etienne, fransk Historiegransker (1630-1718) - Balvay, se Bervic - Balzac, Honoré de, fr. Forf. (1799-1850)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

retliniede ell. svungne. I Middelalderen var
Brystværnet ofte af udskaaret Træ ell. af
rigtformet, gennembrudt Jern ell. Bronze. B.
anvendes tillige i Bygningskunsten som en
gennembrudt Attika til Kroning af en Hovedgesims.
(E. S.). C. B-r.

Balustrade.

Balustre (fr.), de lodretstaaende bærende
Led i et Rækværk (se Balustrade).

Balutschisian, se Belutshistan.

Baluze [ba↱ly.z], Etienne, fransk
Historiegransker (1630—1718), blev 1667 Colbert’s
Bibliotekar og 1670 Prof. i kanonisk Ret ved Collège
Royal, hvis Direktør han var fra 1707, indtil han
1710 blev afsat, fordi han i sin Histoire de la
maison d’Auvergne havde betonet Hertugen af
Bouillons Ret til Auvergne. Han udgav en Række
grundlærde Værker, omhandlende Frankrigs
og Kirkens Historie i Middelalderen, saaledes
Capitularia regum Francorum (2 Bd, 1677),
Conciliorum nova collectio (1683), Historia
paparum Avenionensium (2 Bd, 1693),
Miscellaneorum libri VII s. collectio veterum
monumentorum, quae hactenus latuerunt (7 Bd,
1678—1715) ligesom ogsaa Innocens III’s Breve o. a.
Kildeskrifter.
Kr. E.

Balvay [bal↱væ], se Bervic.

Balzac [bal↱zak], Honoré de, fr. Forf.,
f. i Tours 16. Maj 1799, d. i Paris 19. Aug. 1850.
B.’s Slægt var antagelig en Sidegren af den
berømte adelige Familie, hvortil nedenn. J. L. de G. B.
hører, skønt han først fra 1831 anlagde sit »de«.
Efter at have besøgt Latinskolen i Vendôme fuldførte
han 1816 sin Skolegang i Paris og blev derefter
anbragt paa et Sagførerkontor. Allerede som Barn
havde han lagt en forbavsende Læselyst for Dagen;
han studerede videnskab. Værker og læste Klassikerne
i Originalsprogene; tidlig blev han sig bevidst at
ville være Forf. Faderen indrømmede ham et
Aars Ophold i Paris til at dokumentere sin
Evne. 1819 havde han skrevet Tragedien
»Cromwell«; baade Familien og Andrieux, der
paahørte Oplæsningen, dødsdømte den. Men B. lod
sig ikke gøre modløs; han skrev for at vinde
sin Uafhængighed. 1822 slap han ikke mindre
end 5 Romaner løs paa Bogmarkedet under
forsk. Pseudonymer, og 1822—25 udgav han i
alt 8 Romaner i 30 Bd. Disse Ungdomsværker
var paavirkede af eng. Romanforfattere,
navnlig Cooper og Walter Scott; B. fornægtede
senere selv sin Ungdomsproduktion. I de flg. Aar
spekulerede han i at tjene Penge ved billige
Klassikerudgaver, ja købte endog for laante
Penge et stort Bogtrykkeri; men Heldet fulgte
ham ikke, og 1828 maatte han med stort Tab
opgive sit Forehavende, hvorved han sank i en
bundløs Gæld, der tyngede ham hele hans Liv.
Da udgav han 1829 under fuldt Navn Romanen
Le dernier Chouan ou la Bretagne en 1800,
(paa Dansk »Ghouanerne ell. Bretagne i 1799«
ved Knud V. Rosenstand, 1900), en Skildring af
det fanatiske Royalistpartis sidste Kampe imod
den republikanske Armé. Denne Bog, som
allerede røber B.’s stærke Genialitet ved sin kraftige
Karakteristik og Kendskab til menneskelige
Lidenskaber, vakte med eet Slag Opmærksomhed.
1830 fulgte den paa skarp og blændende
Satire overdaadig rige Physiologie du
mariage og 1831 en af hans allerbetydeligste
Romaner La peau de chagrin, der ligesom
senere Værker som La recherche de l’absolu (1834),
Melmoth réconcilié (1835) o. a. er præget af en
magisk Mystik, paavirket af Swedenborg og
Goethe’s Faust; i de to førstnævnte Romaner
skildres med lysende Intuition Menneskets
higende Trang mod den absolutte Nydelse og den
uendelige Viden. En umaadelig Villiekraft
besjælede B. i denne hans Manddomsperiode. Han
undte sig kun en indskrænket Hvile i den
tidlige Aften. Fra Midnat sad han ved sit Skrivebord
og arbejdede uafbrudt Dag og Nat med
Omverdenen lukket ude af de altid nedrullede
Gardiner, genskabende den i Skæret af de altid
brændende Vokslys. Han var som en Litteraturens
Napoleon, der knap havde Tid nok til at
realisere alle sine myldrende Planer. Hans
Bøger smeltedes om og udviklede sig under
endeløse Korrekturers Proces. Og under sit
rastløse Arbejde undfangede han Ideen til at
sammenarbejde sine alt udgivne og senere
udkommende Bøger til en Helhed, en Organisme, der
som en Verdensorganisme skulde udstyres med
alle Organer og Drivfjedre. La comédie humaine
skulde rumme alle Kampe og Lidenskaber,
alle Menneskeracens forsk. Afskygninger.
Hovedsvinghjulet, der bevæger den uhyre
Maskine, er Tørst efter Guld, de andre Motorer er
de primitive Urdrifter, Lidenskaberne, — Elskov,
Forfængelighed, Magtbrynde. — Med genial
Fantasirigdom og hensynsløs Dristighed
eftersporer B. disse Drifters Rasen. Mange, navnlig
af hans Samtid, oprørtes over hans tilsyneladende
Mangel paa Idealitet, idet han finder,
at Drivkræfterne i Menneskesjælen ikke bunder
i ideel Trang, men i Egoismens lave Instinkter;
og dog vil man i det rige Galeri af fl.
Tusinde Figurer, der optræder i »den menneskelige
Komedie«, finde Udredning af alle Hjertets
fineste og sagteste Rørelser, alle Elskovens
dirrende, usynlige Traade, alle Ungdommens
skjulteste Længsler og reneste Drømme; men
ganske vist — Livet i B ’s Samfundsstat bringer

H. de Balzac.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>