ejendomsskat

Desuden opkræves en årlig ejendomsværdiskat på værdien af ejerboliger. Denne skat betragtes dog i samfundsøkonomiske overvejelser og statistiske opgørelser ikke som en egentlig ejendomsskat, men som en indkomstskat. Årsagen er, at den ikke opkræves for alle boliger, men afhænger af ejerforholdet, og at dens formål er at beskatte den reelle indkomst, som en boligejer opnår ved selv at eje sin bolig i stedet for at leje den.

Indkomsten opstår dels i form af sparet husleje (såkaldt lejeværdi af egen bolig) og dels ved, at boliger typisk stiger i værdi over tid, hvilket giver ejeren en kapitalgevinst.

Fra 1903 blev skattegrundlaget for ejendomsskatter baseret på ejendommens handelsværdi i form af en ny skat ejendomsskylden, der udgjorde en andel (oprindelig 0,11 procent) af den samlede ejendomsværdi i både by og land. For at beregne denne blev der indført et system med regelmæssige ejendomsvurderinger, foretaget af offentlige vurderingsmyndigheder.

Debatten om ejendomsbeskatning var i Danmark især i første halvdel af 1900-tallet påvirket af georgismen og dens idé om fuld grundskyld, dvs. en ordning, hvor den samlede jordrente (dvs. det økonomiske afkast af det pågældende jordareal) af en grund betales i årlig skat.

Det førte til indførelsen af en selvstændig jordbeskatning fra 1924, kaldet grundskyld, i tilgift til den eksisterende ejendomsskyld. Som forudsætning herfor blev der fremover foretaget en særlig ansættelse af jordværdien ved de almindelige vurderinger. Grundskylden blev udskrevet til både stat, amt og kommune med en større promille end ejendomsskylden, der fremover baseredes på den såkaldte forskelsværdi, dvs. forskellen mellem ejendomsvurderingen og grundvurderingen for de enkelte ejendomme.

I løbet af 1950'erne og 1960'erne blev ejendomsskylden afviklet, og samtidig afvikledes også al ejendomsskat til staten. 1926-65 blev der opkrævet en særlig ejendomsskat på grundværdistigninger, som oversteg et vist niveau, den såkaldte grundstigningsskyld.

I 2003 blev ansvaret for ejendomsvurderingerne overdraget fra kommunerne til staten, og vurderingsprocessen blev kraftigt centraliseret. I de følgende år blev der større opmærksomhed på problemer med vurderingerne, og efter en skarp kritik af vurderingssystemet fra Rigsrevisionen i 2013 blev udarbejdelsen af nye vurderinger suspenderet i en årrække, indtil et nyt system kunne blive opbygget. Det blev også klart, at der dels systematisk var for lave vurderinger af grundværdierne i nogle lokalområder, og dels blev grundværdierne i etageejendomme generelt vurderet for lavt i forhold til enfamiliehuse. Samtidig medførte det såkaldte skattestop for ejendomsværdiskatten fra 2001, der fastholdt skattebetalingen for en given bolig i kroner, selvom boligen steg i værdi, en geografisk og indkomstmæssig skævhed. Det skyldtes, at den effektive skattesats dermed blev mindre i og omkring de større byområder, hvor boligpriserne steg mest.

Som følge af de nævnte problemer indgik et bredt flertal i Folketinget derfor to politiske forlig på området i 2016 og 2017. De indebar dels, at et nyt ejendomsvurderingssystem skulle tages i anvendelse, og dels at reglerne for ejendoms- og ejendomsværdibeskatningen skulle ændres. Stigningsbegrænsningen på grundskylden og skattestoppet for ejendomsværdiskatten skulle ophæves, mens skattesatserne skulle nedsættes. På grund af problemer med udarbejdelsen af et nyt vurderingssystem blev ikrafttrædelsen udskudt ad flere omgange, indtil den fandt sted den 1. januar 2024.

Fra 2024 er et nyt system for ejendomsvurderinger taget i anvendelse. Samtidig er en række beskatningsregler blevet ændret. De nye ejendomsvurderinger er typisk væsentligt højere end de hidtidige vurderinger, der ikke var blevet ændret siden 2011 (for ejerboliger) og 2012 (for andre ejendomme). Grundskyldspromillen er imidlertid blevet sænket tilsvarende, så det samlede skatteprovenu fra grundskylden i hver kommune forbliver uændret. For dækningsafgiftens vedkommende er den blevet ændret fra at afhænge af ejendommens forskelsværdi til at afhænge af dens grundværdi.