Store Nordiske Krig

Sveriges ekspansion siden 1500-tallet havde gjort landet til Østersøområdets stærkeste magt, men også til en hovedfjende for nabolandene; i 1699 blev der indgået en alliance mellem Frederik 4. af Danmark, Peter 1. den Store af Rusland og August 2. den Stærke af Polen og Sachsen (hvor han regerede som kurfyrst Frederik August 1.).

Året efter angreb de Sverige. Med flådestøtte fra Sveriges allierede England og Holland kunne Karl 12. imidlertid invadere Sjælland, hvorefter Danmark måtte slutte fred (Freden i Travental).

Krigen fortsatte med svenske sejre, først over russerne ved Narva i 1700, derefter i Polen, hvor rigsdagen i 1704 måtte afsætte August 2. og vælge svenskernes mand, Stanisław 1. Leszczyński, i stedet. Ved Freden i Altranstädt 1706 gav August afkald på Polen.

Imens var russerne rykket ind i de svenske Østersøprovinser Ingermanland, Estland og Livland og det svenske modangreb i alliance med Ukraines hetman, Ivan Mazepa, endte i juni 1709 i totalt nederlag i Slaget ved Poltava i Ukraine.

Karl 12. flygtede til de osmanniske besiddelser på Balkan, og nu trådte Danmark og Sachsen atter ind i krigen. August 2. genvandt med russisk støtte den polske trone i 1709.

En dansk hærstyrke gjorde i 1709 landgang ved Råå i Skåne, men i Slaget ved Helsingborg 1710 lykkedes det den svenske general Magnus Stenbock at sætte en stopper for den danske invasion. Stenbock forsøgte derefter at generobre de svenske besiddelser i Nordvesttyskland og frelse Sveriges allierede, det gottorpske hertugdømme i Slesvig og Holsten. Han sejrede ved Gadebusch 1712, men måtte kapitulere med hele sin hær i den gottorpske fæstning Tönning 1713.

Karl 12. havde i 1710 fået osmannerne til at angribe Rusland, men de sluttede fred allerede 1711, og samtidig brød alliancen med England og Holland sammen, da Sverige ikke kunne støtte dem i Den Spanske Arvefølgekrig 1701-1714. Desuden blev Preussen og Hannover stadig mere fjendtlige, og i 1715 erklærede de Sverige krig.

Mens Karl 12. således diplomatisk isoleret regerede sit land fra osmannisk territorium, fortsatte de svenske nederlag. En række søslag 1712-1713 gav Danmark kontrol over Østersøen, og 1713-1714 erobrede russerne hele Finland. I november 1714 rejste Karl i et halsbrækkende ridt til Stralsund, som imidlertid faldt året efter, hvorefter han vendte hjem til Sverige.

Sammen med sin minister Georg Heinrich von Görtz forsøgte Karl 12. gennem dristige og nyskabende indre reformer at skaffe resurser til at fortsætte krigsførelsen. Alligevel gik den sidste besiddelse i Tyskland, Wismar, tabt i 1716, og overraskelsesangrebet på Norge samme år slog fejl.

Angrebet på Norge blev fornyet 1718, denne gang omhyggeligt forberedt. Målet var at tvinge Danmark ud af krigen, så Østersøen kunne blive fri, og kampen tages op med hovedmodstanderen, Rusland. Da Karl 12. blev dræbt ved grænsefæstningen Fredriksten i begyndelsen af felttoget, trak den svenske hær sig imidlertid hurtigt tilbage.

Da Karl 12. var barnløs, og hans søster Ulrike Eleonora var gift med Frederik af Hessen (senere Frederik 1. af Sverige) og dermed ikke arveberettiget til tronen, udløste kongens død en forfatningskrise. Det førte i 1719 til enevældens fald, begyndelsen på den svenske Frihedstid og en serie fredsslutninger: I 1719 med Hannover, som overtog fyrstbispedømmerne Bremen og Verden, og i 1720 med Brandenborg-Preussen, som fik en del af Forpommern. Sverige kunne dog beholde Wismar og den nordlige del af Forpommern.

I 1720 blev der også sluttet fred med Danmark, som fik frie hænder til at inkorporere de gottorpske dele af Slesvig i kronen, ligesom Sverige gav afkald på sin gamle toldfrihed i Øresund. Endelig i 1721 fulgte Freden i Nystad med Rusland, som fik alle Sveriges baltiske besiddelser og et stykke af Finland.

Dermed var Store Nordiske Krig forbi, om end der først formelt blev sluttet fred med Polen 11 år senere.

• Tordenskiold
• Slaget ved Gadebusch 1712
• Freden i Altranstädt