Islands geografi

Store dele af Island byder på ideelle vækstvilkår for græs, og landbruget har traditionelt helt overvejende været husdyravl. Driftsformen er det selvejende familiebrug. Svin og fjerkræ har stigende betydning, delvis på bekostning af den traditionelle produktion af lam, kødkvæg og rodfrugter, og siden 1990'erne har kornafgrøder, især byg og havre, vundet fodfæste i det islandske landbrug.

Grøntsager som agurker, tomater og peberfrugter, fra drivhuse opvarmet af geotermisk energi, dækker en væsentlig del af hjemmemarkedet, ligesom de rigelige mængder varmt vand benyttes til at hæve jordtemperaturen i grøntsagsavl på friland. Frem til 1970'erne var målet for den islandske landbrugspolitik at sikre en stabil fødevareforsyning. Pris- og eksportstøtten er nu afløst af direkte subsidier til især fåreavlere og mælkeproducenter, og Island distancerede i 2004 Schweiz og Norge som verdens førende land hvad angår landbrugsstøtte. Støtten er dog ulige fordelt og har ikke kunnet forhindre, at mange landmænd har forladt erhvervet eller supplerer indtægterne med andet arbejde, bl.a. inden for det voksende turisterhverv.

Island har rige fiskebanker på kontinentalsoklen omkring øen. Her mødes varme og kolde havstrømme, og den primære næringsproduktion er stor. Pga. udviklingen i fiskeriteknologi er fangsterne mangedoblet i 1900-t. Med ekkolod og sonar er det muligt at finde og følge fiskestimerne, og med moderne grej kan man fange store dele af bestanden. De store både med effektive redskaber betyder, at beskæftigelsen i fiskeriet er gået tilbage, men fiskeriprodukter udgør fortsat ca. 60% af vareeksporten (2004); når eksporten af serviceydelser regnes med, er fiskeriets andel dog under 40%. På landsplan beskæftiger fiskeri 3,5% og fiskeindustrien 4,1% af arbejdsstyrken (2004), men uden for hovedstadsregionen er erhvervet relativt meget vigtigere og i mange fiskerbyer helt afgørende.

Ca. 40 arter udnyttes kommercielt med torsk, kuller, sej, rødfisk, helleflynder, hvilling, sild samt rejer som de vigtigste. Flere arter er stærkt overfiskede, og visse bestande har været reelt nedfiskede. Sildebestanden kollapsede i 1960'erne, og torskebestanden har været i tilbagegang siden 2. Verdenskrig. Fiskeriet reguleres nu af kvoter på baggrund af havbiologernes anbefalinger; kvoterne tildeles individuelt og kan handles fiskerne imellem, et system der er med til at koncentrere fiskerierhvervet på stadig færre selskaber. Denne udvikling har sammen med de begrænsede resurser ramt mange af de mindre, fiskeriafhængige samfund. Indtjeningsmæssigt er det imidlertid lykkedes for erhvervet at kompensere for tilbagegangen ved at satse på forarbejdning af frisk fisk frem for frosne eller saltede produkter.

Antallet af udenlandske gæster er mere end fordoblet siden 1990, hvilket har gjort turisme til et af de hurtigst voksende erhverv. Turismen yder et vigtigt bidrag til økonomi (12% af valutaindtjeningen) og beskæftigelse (4% af arbejdsstyrken). Hovedparten af de 360.000 gæster i 2004 kom fra Skandinavien, Storbritannien og USA. De fleste kommer om sommeren og tiltrækkes især af stor, uberørt natur, vulkaner, gletsjere og varme kilder, men et stigende antal turister aflægger kortere besøg, især i Reykjavík, på andre tider af året.

Liberaliseringer i 1990'erne og privatiseringen af to banker i 2002 satte gang i en nærmest eksplosiv vækst i Islands finansielle sektor. Efter opkøb i udlandet nåede den samlede balance for landets tre kommercielle banker i 2004 en størrelse, der svarer til det tredobbelte af Islands BNP, og de er nu blandt de største i Norden. Samtidig har islandske firmaer foretaget betydelige udenlandske investeringer inden for især detailhandel, luftfart, ejendomme og medievirksomhed.