Franz Grillparzer

Grillparzers dramatik knytter an til forskellige traditioner, fra antikkens tragedier og det spanske barokteater hos Calderon og Lope de Vega, over Goethes og Schillers klassiske formsprog til det mere karnevalistisk prægede østrigske folketeater. Heraf følger stykkernes hybride karakter: De bibeholder klassikkens bundne vers, men viser samtidig en udpræget dramaturgisk sans for kropssprog, rekvisitter og udnyttelse af rummets symbolik.

Det sammensatte visuelle, gestiske sprog supplerer og modsiger endda nogle gange figurernes verbale udsagn. Derved bliver figurerne psykologisk komplekse og stykkerne indholdsmæssigt tilsvarende dobbeltbundne. De vidner om Grillparzers dybt ambivalente forhold til den historiske udvikling i kølvandet på Den Franske Revolution og til den stat, han fra 1813 til sin pensionering i 1856 også tjente som embedsmand i finansministeriet.

Franz Grillparzers tragedier kredser om konflikten mellem den traditionelle hierarkiske samfundsorden og det moderne krav om individuel frihed og sanselig udfoldelse. Ofte demonstreres det, hvordan den herskende orden kun kan opretholdes ved at ofre en syndebuk. Derigennem undergraves magtens selvbillede som repræsentant for en guddommelig orden dialektisk, for i ofringen knægter magtinstansen netop de værdier, den selv forgiver at bygge på.

Grillparzer holder på den ene side fast i Oplysningstiden og Weimarklassikkens humanistiske idealer, på den anden side er hans menneskebillede langt mindre idealistisk og hans syn på historiens udvikling derfor også mere pessimistisk.

Hos Grillparzer er mennesket ikke gennemsigtigt for sig selv, dets sammensatte og ukoordinerede væsen rummer mulighederne for både kultur og barbari, lidenskab og rationalitet, og derfor kommer idealer og teorier om en større human orden til kort i den politiske og sociale praksis.

I lyset af det 20. århundreders katastrofer fremstår hans tidlige advarsler mod moderne fremskridtstro og nationalisme ganske fremsynet.

Efter de første succeser på Wiens Hofburgtheater med skæbnedramaet Die Ahnfrau (1817), tragedierne Sappho og Medea-trilogien Das goldene Vlies (1818-1820) stødte Grillparzer fra og med det historiske drama König Ottokars Glück und Ende (1825) ind i problemer med Metternich-regimets strenge censur.

Grillparzer blev også skuffet over et publikum, som i stigende grad kølnedes og stod uforstående over for hybriditeten og dobbeltbundetheden i hans dramatik. Hans sidste succes blev det Calderon-inspirerede ”dramatiske eventyr” Der Traum ein Leben (1834, da. Drømmen et Liv, 1834?-1868).

I 1838, da opførelsen af Grillparzers første komedie Weh dem, der lügt! blev en decideret fiasko, trak Grillparzer sig i bitterhed helt tilbage fra offentligheden som dramatiker. Mens han fortsat skrev lyrik og udgav sin mesterlige novelle Der arme Spielmann (1848, da. "Den fattige spillemand", 1965), skrev han sine sidste stykker til skrivebordsskuffen, vel vidende at flere af dem ville have været uacceptable for censuren.

Til Grillparzers sene værk hører det historiefilosofiske drama Libussa og to af Grillparzers vægtigste stykker, statsdramaerne Ein Bruderzwist in Habsburg (1848) og Die Jüdin von Toledo (ca. 1855, da. Jødinden fra Toledo 1943), som først blev uropført posthumt i 1872.

Ligeledes blev Grillparzers selvbiografi, som han efter gentagne opfordringer skrev i 1853, først udgivet efter hans død, da han på grund af dens kritisk-satiriske fremstilling af de politiske forhold og de statslige institutioner i Østrig ikke havde vovet at publicere den.

Den meget læseværdige Selbstbiographie, der i øvrigt ligesom novellen Der arme Spielmann hørte til Franz Kafkas yndlingslekture, giver et godt indblik i både forfatterens plagede sind og de vilkår, han som forfatter arbejdede under.

Den politiske restauration og undertrykkelse af ytringsfriheden, der fulgte i kølvandet på Napoloenskrigene var særlig hård i det transnationale Habsburgske Monarki. Her søgte den habsburgske kejsermagt under ledelse af den østrigske statskansler Metternich at dæmme op for de nationale og demokratiske strømninger.

• tragedie
• Klemens von Metternich
• Østrig-UngarnNapoloenskrigene
• Den Franske Revolution
• Oplysningstiden
• Franz Kafka