Auschwitzprocesserne

Den første Auschwitzproces fandt sted i Krakow i november-december 1947. De allierede havde i Moskva-erklæringen i december 1943 fastlagt, at de, som var sigtet for nazistiske forbrydelser, så vidt muligt skulle stilles for retten på de steder, hvor forbrydelserne var begået. Følgelig var et stort antal tyske SS-folk blevet udleveret til Polen. Krakowprocessen omfattede 40 tiltalte, heriblandt Artur Liebehenschel (1901-1948), der var Auschwitz' kommandant 1943-1944, og lederen af kvindelejren i Auschwitz-Birkenau 1942-1945 Maria Mandl (1912-1948). De to dømtes tillige med yderligere 21 til døden, 16 til fængsel, mens SS-lægen Hans Münch (1911-2001) blev frikendt, fordi han havde reddet flere fangers liv og nægtet at deltage i selektion af jøder til gaskamrene.

Forinden var forholdene og forbrydelserne i Auschwitz-lejrkomplekset blevet oprullet i retssagen mod Rudolf Höss, der havde fungeret som kommandant fra oprettelsen i 1940 til 1943 og igen i nogle måneder i 1944, hvor over 350.000 jøder, deporteret fra Ungarn efter Tysklands besættelse af landet, blev myrdet i gaskamrene i Birkenau, mens godt 100.000 ved "selektion" blev udvalgt til slavearbejde på tyske industrivirksomheder. Höss blev henrettet nær sin tjenestebolig og krematoriet i Auschwitz-stamlejren 16. april 1947. Forinden havde han fået lejlighed til at nedskrive sine erindringer, som den tvivlsomme sandhedsværdi til trods blev en vigtig del af fundamentet for senere efterforskninger og Auschwitzprocesser.

I alt blev mere end 600 eller op imod 10 % af Auschwitz' samlede personale dømt i et stort antal retssager i Polen efter 2. Verdenskrig. På grund af den kolde krig fik de polske processer dog ikke nogen større opmærksomhed i den vestlige verden.

Inden sin udlevering til Polen havde Rudolf Höss optrådt som vidne i den første Nürnbergproces, og tilstandene og forbrydelserne i koncentrations- og udryddelseslejrene og særligt Auschwitz spillede en stor rolle i flere af Nürnbergprocesserne; de var med til at konkretisere den nyskabte juridiske kategori forbrydelser mod menneskeheden, der blev udviklet ud fra den erkendelse, at den almindelige strafferet ikke var tilstrækkelig til at retsforf'ølge drab i så stort omfang og voldsforbrydelser i så ekstreme former, som de var forekommet i disse lejre.

Ved sin grundlæggelse i 1949 påtog Den tyske Forbundsrepublik sig retsforfølgelsen af nazistiske forbrydelser, men der var stor tilbageholdenhed med hensyn til efterforskning og tiltalerejsning. Konrad Adenauer (forbundskansler 1949-1963, CDU) forfulgte den politik at integrere nazismens funktionseliter, bl.a. ved en særdeles mild amnestipolitik, for at sætte alle kræfter ind på at genrejse økonomien og gøre landet til en stærk og pålidelig partner for vestmagterne. Som konsekvens var vesttysk politi og retsvæsen gennemsyret af gamle nazister, der aktivt modarbejdede det retsopgør, som de beslutningstagere ønskede at fremme, der identificerede sig med nazismens ofre. Det var typisk socialdemokratiske beslutningstagere.

Israels proces mod Adolf Eichmann i Jerusalen 1961-1962 udstillede, hvor relativt lidt Vesttyskland havde foretaget sig for at bringe nazistiske forbrydere for retten og blev et gennembrud for de statsadvokater, der mod megen modstand havde fastholdt efterforskningsindsatsen. Fritz Bauer (1903-1968), der som Generalstaatsanwalt i Hessen, var delstatens øverste offentlige anklager og havde forsynet Israel med oplysninger om Eichmanns opholdssted i Argentina, fik nu mulighed for at bringe et stort antal SS-mænd fra Auschwitz for retten. Det skete i tre på hinanden følgende retssager, der alle foregik i Frankfurt am Main i 1963-1968.

Den første og største tyske Auschwitzproces startede 20. december 1963. 19.-20. august 1965 forkyndtes dommene over 20 anklagede, mens tiltalen mod to var frafaldet på grund af sygdom. Tre blev frifundet, 17 idømt fængselsstraffe af varierende længde.

En af de dømte var en "funktionsfange", der for at sikre sig overlevelse og privilegier havde samarbejdet med SS; han blev dømt for 14 tilfælde af vold mod medfanger med døden til følge. De øvrige var SS-mænd med forskellige leder- og mellemlederposter i KZ- og udryddelseslejren: Wilhelm Boger (1906-1977), Pery Broad (1921-1993) og tre andre havde tilhørt Gestapos afdeling i lejren og stået for tortur og henrettelser, Victor Capesius (1907-1985) havde som lejrapoteker bl.a. administreret beholdningen af giftgassen Zyklon B til brug i gaskamrene, Willi Schatz (1905-1985) havde som tandlæge haft ansvaret for det tandguld, der blev udvundet af de myrdedes tænder. Karl Höcker (1911-2000) og Robert Mulka (1895-1969) havde som adjudanter for Auschwitz' kommandanter været tæt på samtlige beslutningsprocesser. Et fotoalbum, som Höcker anlagde for at fastholde SS-mændenes og det kvindelig hjælpe- og opsynspersonales søde liv i dødslejren, er senere blevet kendt og gjort tilgængeligt på internettet som et rystende vidnesbyrd om forbrydernes ubekymrethed.

Retsforfølgelsen var besværliggjort af, at vesttysk lov med sit daværende fokus på individuelle drabshandlinger og nedrigt motiv kom til kort overfor Auschwitz' virkelighed som en institution til fabrikmæssigt organiseret massemord, udført af mange i fællessskab i en arbejdsdelt proces. De tiltalte forsøgte at undskylde sig med, at der havde hersket "Befehlsnotstand", altså at de havde handlet efter ordre og derfor selv var straffri. I den første Auschwitzproces lykkedes det dog for anklagemyndigheden at bevise, at ingen SS-mand var blevet straffet endsige dræbt for at nægte at udføre en ordre. Det havde altså været muligt for de anklagede at nægte medvirken til forbrydelserne. Denne konstatering fik betydning i mange senere retssager mod nazistiske forbrydere.

I den første Auschwitzproces førtes der for første gang vidner i stor stil, i alt 318, af hvilke de fleste var tidligere fanger. Disse vidnesbyrd bidrog – ligesom et besøg, som rettens medlemmer aflagde i den tidligere KZ- og udryddelseslejr – til en nøje rekonstruktion af fangernes levevilkår og den allestedsnærværende vold. Det var første gang, Holocaust-ofres stemmer blev hørt i noget større omfang i offentligheden. Takket være Den internationale Auschwitz-Komité med Hermann Langbein, en østrigsk kommunistisk modstandsmand, som formand lykkedes det nemlig at få overlevende fanger fra mange lande til at møde i retten og fortælle om deres dybt traumatiserende oplevelser i lejren.

Fritz Bauer håbede, at retssagen ville virke folkeopdragende på tyskerne, men offentlighedens interesse svandt ret hurtigt ind, og vidnerne oplevede både i og udenfor retssalen at blive tilsvinet og truet. Ikke desto mindre satte den første Auschwitzproces et tydeligt tegn i vesttyskernes omgang med den nazistiske fortid: i debatten om "Vergangenheitsbewältigung" er der et før Eichmann og Frankfurt, og et efter.

Samtlige vidneforklaringer og retsforhandlingerne blev optaget på lydbånd. Dette materiale samt de skriftlige protokoller og alt bevismateriale er i dag digitaliseret og tilgængeliggjort af Fritz-Bauer-Instituttet for Holocausts historie og virkning ved universitetet i Frankfurt am Main på hjemmesiden https://www.auschwitz-prozess.de/. Denne omfattende materialesamling fik i 2017 status af UNESCO-verdenskulturarv.

I den anden Auschwitzproces fra december 1965 til september 1966 idømtes Auschwitz' forvaltningschef Wilhelm Burger (1904-79) og yderligere to SS-mænd fængselsstraffe, i den tredje Auschwitzproces fra august 1967 til juni 1968 blev to tidligere funktionsfanger idømt livsvarigt fængsel for at have dræbt medfanger ved kvælning, drukning, spark og anden mishandling.

Det synes karakteristisk for det vesttyske retsopgør, at fanger, der havde stillet sig til rådighed for SS som 'funktionsfanger' (Kapoer, arbejdsformænd osv.), blev idømt hårdere straffe end de SS-mænd, der stod for koncentrations- og udryddelseslejrenes drift. I 1970'erne førtes yderligere tre retssager imod i alt fire tidligere SS-mænd fra Auschwitz, men kun en af disse idømtes fængselsdom.

Auschwitz-processerne inspirerede en række retssager mod personale fra andre koncentrationslejre; i mange blev de anklagede dog fritaget for retsforfølgelse på grund af dårligt helbred, eller de blev frifundet eller idømt milde domme.

Allerede i 1950'erne var der ved vesttyske domstole rejst tiltale mod enkelte tidligere SS-mænd for forbrydelser, begået i Auschwitz. Ved den første af disse blev Bernhard Rakers (1905-80), der havde været leder af fangernes slavearbejde på I.G. Farbens enorme byggeplads i Monowitz, i 1953 dømt for talrige tilfælde af mord og alvorlig legemsbeskadigelse; ved to efterfølgende retssager i 1958 og 1959 blev han dømt for yderligere forbrydelser. Der førtes også sager mod andre SS-mænd fra Auschwitz enkeltvis; disse resulterede mest i milde domme eller tiltalefrafald, fordi anklagede fik attest på at være i dårlig helbredstilstand.

Da medlemmer af SS ofte roterede mellem forskellige KZ- og udryddelseslejre, er en del forbrydelser, begået i Auschwitz, også blevet pådømt i forbindelse med processer imod personale fra Ravensbrück, Majdanek, Bergen-Belsen og andre koncentrationslejre.

Tendensen til at bedømme forbrydelser, begået i koncentrationslejrene, mildt sås i to østrigske Auschwitz-processer, der gennemførtes i 1972 i Wien. Her blev to arkitekter, der havde arbejdet i Auschwitz' byggeledelse og bl.a. stået for opførelse og vedligeholdelse af gaskammer- og krematoriebygningerne og massiv udnyttelse af fanger som slavearbejdere, og to SS-mænd, der havde medvirket ved selektion af ankommende jøder på rampen og ved krematoriernes drift, frifundet.

SS-manden Hans Anhalt (1908-75), der havde udført de samme funktioner i Auschwitz-Birkenau, blev i 1964 idømt livsvarigt fængsel i DDR ved en proces, der foregik i hemmelighed, fordi DDR ikke ønskede at give de vesttyske statsadvokater anledning til at kræve, at han optrådte som vidne i den løbende vesttyske proces.

Processen i DDRs højesteret 1966 mod Horst Fischer (1912-66), der havde været lejrlæge i Auschwitz-Monowitz, fandt derimod sted for rullende kameraer og havde karakter af en skueproces. SS-lægen blev idømt livsstraf for "talrige forbrydelser imod menneskeheden" og henrettet ved guillotine.

I begyndelsen af 2000-tallet ændredes vesttysk retspraksis. I stedet for at kræve bevis for konkrete enkelttilfælde af drab, mishandling osv. og for tiltaltes nedrige motiv blev adgangen til at idømme straf for medvirken nu lempet. Efter anslaget mod World Trade Center i New York den 11. september 2001 blev to medlemmer af en islamisk terrorcelle i Hamburg, som havde deltaget i planlægningen og udførelsen af dette, i 2003 hver idømt 15 års fængsel for medvirken til mord i 3.000 tilfælde. Og i en retssag i München 2009-11 blev Ivan Demjanjuk (1920-2012), der havde tilhørt de ukrainske hjælpetropper i udryddelseslejren Sobíbor, dømt for medvirken til drab på 28.060 jøder. Det at deltage i driften af en forbryderisk institution som en nazistiske koncentrations- eller udryddelseslejr blev nu anset for tilstrækkeligt til domfældelse. Det er ikke længere nødvendigt, at det bevises, at den anklagede egenhændigt har begået mord.

I konsekvens heraf indledte Zentrale Stelle der Landesjustizverwaltungen zur Aufklärung nationalsozialistischer Verbrechen (en speciel efterforskningsenhed, oprettet 1958 i Ludwigsburg) efterforskninger imod flere hundrede tidligere ansatte fra KZ-lejrene. I konsekvens heraf blev der fra 2011 og frem indledt mere end 40 efterforskningssager mod medlemmer af Auschwitz' personale. De fleste førte dog ikke til tiltalerejsning endsige dom på grund af sigtedes dårlige helbred eller død.

Retten i Lüneburg idømte dog i 2015 den 94-årige Oskar Gröning (1921-2018) for at have fungeret som bogholder i Auschwitz og under 'Ungarn-aktionen' i 1944 at have forvaltet de formueværdier, der blev frataget jøderne ved ankomsten til lejren. I 2016 dømte retten i Detmold Reinhold Hanning (1921-2017) for medvirken til massehenrettelser og mord i 170.000 tilfælde til fem års fængsel. En proces i Neubrandenburg 2016 mod Hubert Zafke (1920-2018), der anklagedes for at have medvirket til mindst 3.681 mord som SS-sanitetssoldat på et af Auschwitz' fangeinfirmerier, hvor patienter systematisk blev slået ihjel, måtte efter komplicerede juridiske problemer indstilles på grund af den anklagedes tiltagende demens. De sene retssager mod personale fra Auschwitz og andre koncentrationslejre vakte stor interesse i Tyskland og internationalt og afstedkom ophedede debatter om, hvorvidt hensynet til de tiltaltes høje alder burde gå forud for lovens princip om, at mord aldrig forældes.

Fritz Bauer og forberedelserne til den første Auschwitzproces i Frankfurt er emnet for to succesrige tyske spillefilm, Tavshedens labyrint (2014, instruktør Giulio Ricciarelli) og Fritz Bauer: en fjende af staten (2016, instruktør Lars Kraume) samt videospillet The Darkest Files (Paintbucket Games 2025). I Deutsches Haus, en TV-miniserie på fem afsnit (idé og drejebog: Annette Hess, 2023) ses processen igennem en kvindelig tolks briller.

Omtrent samtidig med processen blev stoffet og dramaet omkring dets fremlæggelse i retten bearbejdet kunstnerisk i Peter Weiss' (1916-1982) dramadokumentariske skuespil Die Ermittlung (1965, oversat til dansk som Forundersøgelsen, 1966). Det affødte en debat, fordi Weiss omtalte stadig eksisterende industrivirksomheders bidrag til udryddelsesapparatet.

• koncentrationslejr
• udryddelseslejr
• Auschwitz
• holocaust

• Adgang til samtlige retsprotokoller, bevismaterialer og båndoptagelser af retsforhandlingerne fra den første Auschwitzproces.
• Adgang til Auschwitz-adjudant Karl Höckers fotoalbum.