Vers. 8
Denne version blev publiceret af Autokorrektur 6. november 2023. Artiklen blev ændret 1 tegn fra forrige version.

Muhamedaner er et gammeldags og antikveret kaldenavn for en muslim, som er tilhænger af islam, og selve ordet er afledt af navnet Muhammed, der var profet og grundlægger af islam.

I dag anses ordet for nedladende og som et aktivt fravalg af ordet muslim, der har et stærkere sprogligt forlæg som låneord fra arabisk, og som har vundet hævd som almindelig dansk sprogbrug.

Ordet har været bredt brugt historisk. Blandt mere berømte forlæg i historien og litteraturen kan nævnes Ludvig Holberg, der i sine Heltehistorier, Tomus II , fra 1739 præsenterer en længere heltebiografi af 'Mahomed' ( Muhammed ). I den bruges udtrykket 'Mahomedanerne' mere end 20 gange om Mahomeds tilhængere.

Også i P. Munchs Lærebog i Verdenshistorie, bind 2, fra 1908, omtales 'Hinduer og Mohamedanere' som den indfødte befolkning i Indien.

Selvom udtrykket er blevet mindre hyppigt gennem 1900- og 2000-tallet, til fordel for det mere neutrale ord, muslim, bruges ordet Muhamedaner alligevel, netop i sin eksplicit nedladende forstand.

Mest berømt er sandsynligvis politikeren Mogens Glistrups brug af ordet, idet han fastholdt at bruge det, til trods for at ordet muslim var blevet almindelig sprogbrug. Glistrup citeres blandt andet for at sige, at "Muhamedanerne skal bare rejse hjem til Muhamedanien."