åbenbaring

Religionshistorien beretter om shamaner, der kan modtage åbenbaringer af skytsånder eller af dyrenes herskere. I antikken søgte man guddommelige tilkendegivelser gennem orakler og varsler. Religionsstiftere som fx Muhammad har efter deres kaldelse modtaget råd, hellige budskaber og tekster fra deres gud. En profet som Ezekiel så Guds tronvogn og måtte sluge en hellig bogrulle for at kunne blive Guds apokalyptiske talerør.

Mystikere som fx Teresa de Jesús og Hildegard af Bingen har kunnet sanse Jesu krop eller opleve direkte enhed med Gud. I 'det levende Lys' så Hildegard Guds kosmiske skaberværk og modtog inspiration til sine musikalske kompositioner.

Åbenbaringstanken står centralt i en række skriftreligioners selvforståelse. De ældste skrifter i Zarathustras religion er Ahura Mazdas åbenbarede ord om valget og kampen mellem det gode og det onde. Hinduismens vedaer hævdes at have eksisteret i al evighed og er blevet åbenbaret til menneskene. I islam betragtes Koranen som den ordrette nedfældning af den åbenbaring, profeten Muhammad modtog fra Allah.

Også i Kristendommen har tanken om Bibelen som Guds åbenbarede ord haft en central betydning. I Biblen skiller Johannes' Åbenbaring sig ud som en vision af de sidste tider (eller dommedag) i et symbolsk scenarie centreret omkring Guds trone og Jesus, der viser sig som et lam med 7 horn og 7 øjne.

Den kristne åbenbaringstanke rejser to grundproblemer for teologien: spørgsmålet om Bibelens karakter af direkte åbenbaring (verbalinspiration) eller menneskeligt vidnesbyrd.

Spørgsmålet om forholdet mellem åbenbaring og fornuftserkendelse har ligeledes fyldt meget i teologiske debatter gennem tiden. Hvor Skolastikken søgte at bringe tro og fornuft i samklang med hinanden, betød Reformationen en tilbagevenden til den form for åbenbaring, der alene knytter sig til Skriften. Efter oplysningstiden og naturvidenskabernes gennembrud mistede åbenbaringstanken sin generelle appel, og teologien delte sig i skabelsesteologiske, kulturteologiske og åbenbaringsteologiske retninger.

I 1900-tallet har en eksistentialistisk åbenbaringsteologi haft stor indflydelse; se dialektisk teologi og Tidehvervsbevægelsen.

Kunstnerisk inspiration forbindes ofte med åbenbaringstanken på et ikke-religiøst grundlag. Et berømt litterært eksempel findes i romanen Kvalme af Jean-Paul Sartre, hvor eksistensen åbenbarer sig for hovedpersonen gennem den pludselige fascination af en mørk trærod.

I forhold til naturen taler antropologen Gregory Bateson om åbenbaringen af en sammenvævet virkelighed (patterns that connect) af ånd og natur. En anden antropolog Tim Ingold har fulgt dette perspektiv op i sin økologisk sensitive omverdensforståelse (sentient ecology).

Ifølge Rudolf Otto har mennesket en tendens til at reagere på åbenbaringen af det hellige (det numinøse) med henholdsvis fascination og skræk (fascinans et tremens). Martin Heidegger har skelnet mellem åbenbaring som et dogmatisk begreb og det åbenbare som den momentane tilsynekomst af det værendes væren. Jacques Derrida har i sit syn på religionens to kilder taget Heideggers distinktion til sig, men har samtidig understreget det absolutte nærværs ufravigelige udsættelse.

• vision
• epifani