Statskirke

Lande med officiel religion:      Buddhisme      Islam      Shia islam      Sunni islam      Ortodoks kristendom      Protestantisme og Anglikanisme      Den romersk-katolske kirke

En statskirke er et kirkesamfund, der fungerer som en stats officielle religion og er afhængig af, sikret samt styret af staten. I denne ordning betragtes kirkens opretholdelse som et statsanliggende, hvorfor staten ikke alene ordner dens forfatning gennem lovgivning, men også drager omsorg for den i økonomisk henseende. I statskirkens strengeste form gør staten sig til ét med kirken og sætter som sit formål, at alle statens borgere bekender sig til samme religion som statens overhoved. Denne strenge form er normalt kendetegnet ved, at den er den eneste tilladte kirke i staten, at man automatisk er medlem fra fødslen, og at borgerlige rettigheder kan være afhængige af dette medlemskab. Samtidig træffes samtlige beslutninger af både åndelig, indrekirkelig og verdslig art af staten, hvor kirkeministeren eller den, han bemyndiger dertil (såsom en ærkebiskop), har den øverste magt i trosspørgsmål. I en mildere form opretholder og støtter staten kirken, kirkens embedsmænd er statsembedsmænd, og kirken har fælles øverste myndighed med staten.

Historisk set blev den græske kirkeafdeling en statskirke, og den russiske kirke arvede den siden i dens strengeste form. I Vesten forsøgte kejser Karl den Store forgæves at gennemføre statskirken, men det mislykkedes, hvorefter paverne i stedet gjorde staten meget mere afhængig af kirken. Denne magtbalance varede indtil slutningen af middelalderen, hvor fyrsterne begyndte at gøre både de kirkelige og verdslige stormænd afhængige af sig, stærkt støttet af jurister, der betragtede forholdet med romerrettens øjne. Det var dog først i de lutherske landskirker, at det for alvor lykkedes at gennemføre statskirken, skønt også de lutherske statskirker i dag står på svage fødder. Til trods for, at det principielt er umuligt for romerkirken at forlige sig med et statskirkesystem, lykkedes det desuden Napoleon Bonaparte ved konkordatet af 1801 at få indført en slags romersk-katolsk statskirke i Frankrig. I Frankrig har adskillelsen mellem kirke og stat dog siden 1905 været en fuldbragt kendsgerning.

I Danmark var den evangelisk-lutherske kirke indtil gennemførelsen af Junigrundloven i 1849 en statskirke i strengeste forstand. Den var landets eneste tilladte kirke, hvor borgerlige rettigheder afhang af medlemskabet, og kongen sad som den øverste myndighed (summus episcopus) i trosspørgsmål. Med grundloven i 1849 blev folkekirken, også historisk kaldet den "folkekirkelige" ordning, indført som en mildere form, hvor staten fortsat opretholder kirken og deler den øverste myndighed. Selvom præsterne er statsansatte, betegnes den danske folkekirke dog ikke som en statskirke i dag. Det skyldes, at kirken gennem et udstrakt selvstyre i trosspørgsmål befinder sig uden for politikernes rækkevidde. Der findes således ingen enkeltperson eller noget organ, der i trosspørgsmål kan tale på den samlede folkekirkes vegne. Der er dog ikke enighed om emnet, især ikke efter en højesteretsdom i 2017. Om det nuværende, ret komplicerede, forhold mellem stat og kirke i Danmark, se artikel om folkekirken.

Referencer

Spire Denne religionsartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.