Skovdrift

Skovdrift eller skovdyrkning er drift af en skov, dvs. ifølge Den Danske Ordbog en systematisk dyrkning og pleje af skoven for at kunne fremstille tømmer og brænde. Den mest almindelige skovdriftsform i Danmark i dag er højskoven, der er beregnet til at fremstille gavntræ i store mængder. Siden 2002 har statsskovene haft en målsætning om at overgå til naturnær skovdrift.

Typer af skovdrift

Der findes en række forskellige driftsformer for en skov. Man skelner således imellem:

• højskov
• plukhugstskov
• stævningsskov
• græsningsskov
• urørt skov

Højskov er den mest almindelige driftsform i Danmark. Det er en skovform, der er opbygget til at fremstille gavntræ i store mængder. Plukhugstskov, stævningsskov og græsningsskov er ældre skovdriftsformer.

Naturnær skovdrift

Naturnær skovdrift er en form for skovdrift, hvor man sørger for en varieret og stabil skov med vægt på blandt andet biodiversitet, en forskelligartet tærproduktion og landskabelige forhold. Den bygger på principper om naturlig selvforyngelse af træerne og i sammenhæng hermed mange forskellige træarter i forskellige aldre indenfor det samme område. Man anvender heller ikke dræning og jordbearbejdning i naturnære skove. I 2002 besluttede man i Danmark i Det nationale Skovprogram, at statsskovene skulle omlægges til naturnær skovdrift.

Skovdrift og skovbrug

Skovdrift og skovbrug er tætbeslægtede begreber - så meget, at Den Danske Ordbog kalder dem synonymer. Der er dog betydningsforskelle. Skovdrift dækker de konkrete metoder, der tages i anvendelse for at udnytte skoven optimalt. Skovbrug omfatter også dette, men er et bredere begreb, der omfatter alt, der hører under dyrkning og anvendelse af skov som et erhverv. På engelsk skelner man mellem silviculture og forestry. Mens de to ord i mange situationer i praksis kan anvendes synonymt, er "silviculture" i sidste ende en delmængde af, hvad "forestry" omfatter.

Eksterne henvisninger

• Andreas Bergstedt: Skovdyrkning i praksis. Lærebog, Københavns Universitet 2016.